18 Divisionsdebutanter i sæsonen 19/20 med rødder i Vejle Boldklubs talentarbejde
 Wahid Faghir i kamp for VB i NordicBet Ligaen (foto fra Vejle Boldklubs Facebookside)
                            
                                Wahid Faghir i kamp for VB i NordicBet Ligaen (foto fra Vejle Boldklubs Facebookside)
                            
                    18 Divisionsdebutanter med rødder i Vejle Boldklubs talentarbejde i sæson 2019/20
Mens vi spændt venter på, at Superligaturneringen bliver skudt i gang – for Vejle Boldklubs vedkommende d. 14/09-20 på Ceres Park – blev 2. divisionsturneringen startet i denne weekend.
Det giver anledning til at reflektere lidt med VB-talentbrillerne omkring den forrige sæson, som sluttede for kort tid siden, grundet den velkendte sæsonforlængelse.
På klubbens eget førstehold kom der i løbet af sæsonen hele fem divisionsdebutanter fra egen ungdom – Alexander, Lundrim, Sommer, Villads og Wahid. Det er alle i hele klubben meget stolte af.

Både Alexander Jensen (øverst), Andreas Broe (nederst til højre i FC Sydvest-trøje) og Villads Rasmussen (nederst tv., flankeret af sine forældre) var alle tilbage i 2017 med i Jysk/Fynsk Finalen for Vejle Boldklubs U16 Drenge Vest 1 hold, hvor de spillede mod AaB.


Talentarbejdet i VB er dog leveringsdygtig til flere spillere i divisionerne, end de fem nævnte spillere. Research over hvilke spillere, som opnåede spilletid for første gang i de tre øverste rækker i dansk seniorfodbold (spilletid i pokalkampe ej medtaget – kun kampe i danmarksturneringen) har vist, at yderligere 13 spillere, der i en kortere eller længere periode har spillet ungdomsfodbold hos Vejle Boldklub, har taget skridtet til at kunne snøre støvlerne og registrere spilletid i en kamp i enten 2. division, NordicBet Ligaen eller Superligaen.
Hos Thisted FC, en klub som flere VB-fans måske forbinder med et skønt minde om en dejlig varm sommerdag tilbage i 2018, blev der i den forgangne sæson spilletid til hele fire spillere, der har haft den rubinrøde trøje på i VB-ungdomsårene.

Frederik V. Kristensen - oprindelig fra Future Vejle klubben Skibet IF - én ud af fire tidligere ungdomsspillere fra VB til at få debut i 2. Division for Thisted FC i 19/20-sæsonen.
To klubber ligeledes fra 2. Division – FC Sydvest & Brabrand IF – kan hver især notere spilletid til to styk tidligere VB-ungdomsspillere.
De resterende fem spillere skal derefter findes i fem forskellige klubber – hvem er der så tale om og hvornår spillede de hos Vejle Boldklub? Det fremgår i oversigten her:
| Debut i Superligaen, NordicBet Ligaen og 2. Division 2019/20 | |||||
| Navn | Række | Klub | Fodbold i VB | Årgang | Future Vejle Klub | 
| Alexander Jensen | NordicBet Liga | Vejle Boldklub | U17 Liga-U19 Liga | 2001 | |
| Andreas Broe | 2. Division | FC Sydvest | U16 Liga 1-U19 Liga | 2001 | |
| Deniz Korkmaz | 2. Division | FC Sydvest | U19 Liga | 2000 | |
| Emil "Agger" Nielsen | 2. Division | Brabrand IF | U17 Liga 1-U19 Liga | 2000 | |
| Emil Sand | NordicBet Liga | Kolding IF | U16 Liga 1 | 2001 | |
| Frederik Bonde Jespersen | 2. Division | Thisted FC | U17 Liga 1 | 2001 | |
| Frederik V. Kristensen | 2. Division | Thisted FC | U13-U15 Liga 1 + U17 Liga 1 | 2001 | Skibet IF | 
| Jacob Barklin | 2. Division | VSK Aarhus | U17 Liga 1-U19 Liga | 1998 | |
| Lucas Møller Jensen | 2. Division | Middelfart Boldklub | U13 Liga 1-U17 Liga | 2000 | Vinding SF | 
| Lundrim Hetemi | NordicBet Liga | Vejle Boldklub | U17 Liga-U19 Liga | 2000 | |
| Mark Asp Rasmussen | 2. Division | Ringkøbing IF | U15 Liga 1 + U17 Liga | 2001 | |
| Matthias Præst | Superliga | AC Horsens | U13 Liga 1-19 Liga | 2000 | |
| Mirsad Suljic | 2. Division | Thisted FC | U13-U15 Liga 1 | 1995 | Bredballe IF | 
| Ramy Ayman | 2. Division | Brabrand IF | U17 Liga-U19 Liga | 2000 | |
| Tobias Friis | 2. Division | Thisted FC | U17 Liga 1 | 2001 | |
| Tobias Sommer | NordicBet Liga | Vejle Boldklub | U17 Liga-U19 Liga | 2001 | |
| Villads Rasmussen | NordicBet Liga | Vejle Boldklub | U13 Liga 1-U19 Liga | 2001 | Skibet IF | 
| Wahid Faghir | NordicBet Liga | Vejle Boldklub | Altid VB | 2003 | VB Moderklubben | 
Vi ønsker stort tillykke til alle enten nuværende- eller tidligere 18 VB-spillere med debuten i de danske senior-divisionsrækker.
Listen er blevet til efter research gennem bl.a. www.dbu.dk og www.transfermarkt.de samt diverse netværk, VBs årsskrift og kendskab til ungdomsarbejdet i Vejle Boldklub.
Er der kendskab til andre spillere udover de angivne, så send gerne en mail på web@vejleboldklub.dk.
Der er til denne artikel benyttet billeder fra www.vejle-boldklub.dk, Vejle Boldklubs Facebook-side, privatbillede samt fcsydvest.dk, hvorfor der henvises dertil ift. oprindelige billeder.
 
                        